I 2019 besluttede Aarhus Byråd, at der skulle være endnu en skole med Nest klasser i Aarhus. Her bød Beder Skole ind - og derfor kan vi nu fortælle, at den første Nest klasse på Beder Skole starter fra skoleåret 2021. Fremover vil der hvert skoleår starte én ny Nest klasse på 0. årgang, så vi om 10 år vil have Nest klasser på alle årgange på Beder Skole.

Erfaringen med Nest er, at alle elever profiterer af at være i en Nest klasse. Det gælder både fagligt, socialt og i forhold til adfærd.

I 0. klasse er der:

  • 16 normaltbegavede elever, heraf fire med ADHD. 
  • To voksne, der underviser efter en struktureret to-lærer model.
  • En fysisk indretning, der understøtter trivsel, læring og udvikling for alle elever i klassen.

Den viden og erfaring, som vi på Beder Skole tilegner os omkring Nest, kommer dog til at række langt ud over Nest klasserne.

 

Hvorfor Nest på Beder Skole?

På Beder Skole arbejder vi kontinuerligt med vores tre grundværdier; Forpligtende fællesskab, Livsduelighed og Udsyn.

Vores medarbejderes faglighed og erfaring med til at sætte grundværdierne i spil i hverdagen er en uvurderlig ressource. Med stærke ressourcer følger også ambitioner, og muligheden for at arbejde med Nest og starte Nest klasser op på Beder Skole var derfor oplagt at tage imod.

Den pædagogiske praksis omkring Nest har fokus på at skabe inkluderende og tilgængelige læringsfællesskaber for alle børn. Denne praksis har vist positive resultater for trivsel, udvikling og læring hos børn både med og uden en diagnose.

Med de kompetencer, som vi i fællesskab erhverver os ved at få Nest klasser på Beder Skole, får vi således styrket vores forudsætninger for at skabe læringsfællesskaber med fokus på tilgængelighed for alle børn.

Derfor ser vi Nest som en gave til skolen og til Beder by.

 

Hvordan bliver Nest en del børnenes hverdag?

I Nest klassen bliver den pædagogiske praksis fra Nest toneangivende.

I de andre 0. klasser på resten af skolens årgange, i SFO’en og i med tiden også i Klubben bliver processen en integration af relevant pædagogiske praksis fra Nest i vores nuværende praksis.

Vi håber også, at vi sammen med fritidslivet og andre børne- og ungefælleskaber i Beder kan skabe samklang omkring inkluderende og tilgængelige fællesskaber for alle børn i Beder i både daginstitution, skolen, fritidslivet og hjemmet.