Gå til hovedindhold

Spørgsmål og svar

Har I spørgsmål? Så kan I måske finde et svar her.

Indhold

    Vi vil meget gerne gå i dialog med alle, der har interesse i Nest og tilgængelige fællesskaber for børnene i Beder.

    Her har vi samlet en række aktuelle spørgsmål og svar. Vi udvider listen hen ad vejen på baggrund af den løbende dialog.

    • Hvordan får vores barn plads i Nest klassen?
      Vi fordeler vores indskrevne skolestartere i vores tre klasser efter bedste evne og vi søger, så vidt muligt, at imødekomme særønsker til, hvilken klasse jeres barn kommer i. Vi kan dog ikke garantere at kunne imødekomme alle ønsker, da der f.eks. kun er 12 pladser til distriktsbørn i Nest klassen.

    • Vores barn har ADHD – hvordan får han/hun plads i Nest klassen?
      PPR visiterer til de fire pladser for børn med ADHD. 

    • Nest er udviklet til børn med autismediagnoser. Er der sikkerhed for, at de pædagogiske praksisser, der ligger bag Nest, også er succesfulde ift. børn med ADHD-diagnoser? 
      NEST er god undervisning – ikke kun for børn med autisme eller ADHD, men for alle børn. De principper, der undervises med baggrund i, er blandt andet hentet fra specialundervisningen, hvor der undervises en bred gruppe af børn med forskellige vanskeligheder. Erfaringen herfra viser, at der ofte er større ligheder end forskelle ift., hvad børnene har brug for. Samtidigt lægges der op til, at Nest udvikles og tilpasses til de enkelte børn og den enkelte klasse således, at den nye målgruppe kan mødes bedst muligt. 

    • Skal de visiterede børn i Nest klassen være diagnosticeret med ADHD?
      Nest klassen på Beder Skole er for børn med AHDH eller ADHD-lignende vanskeligheder. Børnene behøver ikke at være diagnosticerede.

    • Hvilken grad af ADHD har de børn, der visiteres til Nest klassen?
      Alle børn med ADHD er forskellige. Det enkelte barn vurderes grundigt i forhold til vanskelighedernes kompleksitet, barnets ressourcer og behov. De fire visiterede børn vurderes desuden samlet og i forhold til hinanden.

    • I en Nest klasse starter der 16 normalt begavede børn, hvoraf de 4 børn er visiterede af PPR. Hvad sker der, hvis én af klassekammeraterne blandt de 4 visiterede børn forlader klassen?
      Så opstår der en ledig plads, hvortil et barn med AHDH eller ADHD-lignende vanskeligheder kan visiteres. Dette sker selvfølgelig igen på baggrund af en grundig vurdering af mulige børn, der vil kunne visiteres til klassen. 

    • Hvordan er undervisningen i en Nest klasse? Er den anderledes end i de øvrige klasser? Er den eneste forskel, at der altid er 2 uddannede voksne og færre elever i klassen?
      Den faglige undervisning i en Nest klasse indeholder alle de samme emner, som der undervises i i de andre klasser. Blot vil rammen omkring undervisningen og måden, der undervises på, være anderledes, idet der arbejdes ud fra de særlige Nest principper, der blandt andet vil være kendetegnet ved en høj grad af visuel støtte, fokus på præsentation af informationer, co-teaching, metoder til at skabe ro og arbejde med elevernes selvregulering, et kodet og trygt indrettet læringsrum og meget mere.

    • Kommer der flere elever i Nest klassen i henholdsvis mellemtrin og udskoling? Både visiterede børn og distriktsbørn?
      To gange i løbet af skoleforløbet suppleres klassen med flere elever. Det tilstræbes, at der i udskolingen vil være 6 elever med ADHD eller ADHD-lignende vanskeligheder og 16 distriktselever.

    • Hvordan vil kønsfordelingen komme til at være i Nest klassen?
      Det er skolen der laver den endelige klassedannelse. De 4 visiterede elever vil med stor sandsynlighed være drenge.

    • Hvad vil skolen gøre, hvis der ikke er tilstrækkelig af skolens distriktsforældre, der ønsker børn i den kommende Nest klasse?
      Skolens ledelse er ansvarlig for klassedannelsen, og det vil derfor være ledelsens opgave i sidste ende at danne tre harmoniske klasser. Sådan har det altid været – og sådan bliver det også på en årgang, hvor der er en Nest klasse. Kan det ikke umiddelbart lykkes at lave en fornuftig klassedannelse, vil skolen altid gå i dialog med de kommende forældre. På den måde lykkes det at lave tre afstemte klassefællesskaber.

    • Kan man som distriktsforældre vælge Nest fra?
      Har man som forældre særligt gode grunde til at vælge Nest fra for sit barn, indgår man i dialog med Beder Skole om det. Vi ønsker altid at finde de mest udviklende læringsfællesskaber for alle børn.

    • Bliver krav og målsætning i Nest klassen tilsvarende de øvrige klasser på årgangen?
      Ja, Nest klassen skal følge de nationale målsætninger for trivsel og læring.

    • Hvordan er det at være forældre i en Nest klasse? 
      Generelt set er forældreengagementet nøjagtig det sammen som i en hver anden klasse på Beder Skole. Derfor vil omfanget af møder være lig de to parallelklasser. Dog vil der på møderne blive mulighed for at et målrettet kursus i at have en god relation til sit barn.

    • Er der mulighed for at skifte klasse? Både for distriktsbørnene og de visiterede børn?
      På Beder Skole er vi grundige og har stor erfaring i at danne bæredygtige klasser på 0. årgang. Er der børn, der ikke trives i den sammenhæng, vi har placeret dem i, retter vi altid op på det. Det vil kunne ske ved et eventuelt klasseskift, og det er gældende i hele skoleforløbet.

    • Vi har et andet spørgsmål - hvem kan vi henvende os til?
      I er altid velkomne til at henvende jer til:
      Lars Lykkegaard, Skoleleder
      Anne Harrits, Formand for Skolebestyrelsen
      Morten Holst Stoltze, Pædagogisk leder 0.-4. klasse / SFO

      Kontakt os
    Sidst opdateret: 3. januar 2024